|
|
|
FOR TREDJE ÅR I TRÆK DANNEDE MUSIKHUSET POSTEN, SOM ER CENTRALT PLACERET I DEN FYNSKE HOVEDSTAD, RAMMERNE OM ODENSE METALFEST, DER HAR GJORT DET TIL DERES VAREMÆRKE, AT DISKE OP MED DEN SEJESTE DØD, THRASH OG HARDCORE FRA IND- OG UDLAND
Tekst: Martin Lyager Nielsen | Foto: Kasper Fladmose
Danske Fatal Image åbnede ballet om fredagen, men 14.45 var lige en tand for tidligt, for denne gamle hængerøv, så det var først med Crocells indtog, at metalkalenders udsendte indfandt sig på det velbesøgte spillested. Stemningen var allerede jovial og imødekommende, og der blev hilst på både gamle og nye bekendtskaber i ét væk. På den store scene var det som sagt blevet det garvede, danske death metal band Crocells tur til at spille med musklerne.
Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke har været for god til at holde mig ajour med kvintettens seneste udspil, og vi skal faktisk helt tilbage til debuten, ”The God We Drowned”, fra 2008, for at finde et album jeg sådan rigtigt har dyrket fra deres hånd. Et fænomenalt album, der byder på melodisk death metal fra allerøverste hylde. Det er en hel del medlemmer og skiver siden, og den stil, de gør sig i nu om stunder, kan bedre beskrives som mere rendyrket død med black metal-elementer. I minde ører er deres nyere materiale ikke nær så catchy, som det gamle; et indtryk der ikke rigtig blev ændret ved, efter at have oplevet dem live.
Med ovenstående in mente, er det selvfølgelig ikke helt optimalt for mig, at debuten slet ikke bliver berørt i dagens set. Heldigvis genkendte jeg den tungt svingende ”The Age Of Iron And Rust”, fra album nummer 2, ”The Wretched Eidola”, der byder på insisterende sejtrækker-riffs, man bare må ryste hovedet til. Bandets nuværende frontbrøler sluttede sig til det jyske foretagende efter den skive, så det er jo ikke i virkeligheden ikke så underligt, at man vægter det nyere materiale, når setlisten skal strikkes sammen.
Tilbage i juni slap Crocell langspilleren ”Of Frost, Of Flame, Of Flesh” løs på os sagesløse metallyttere, og vi fik da også fire numre fra netop den udgivelse, at boltre os med. Jeg nåede ikke rigtig, at bekendtgøre mig med albummet forinden, så jeg fandt det en kende svært, at bevare opmærksomheden koncerten igennem. Århusianerne kan deres kram, ingen tvivl om det, men mig fik de altså ikke til, at overgive sig betingelsesløst i denne ombæring. Der bliver taget revanche på et senere tidspunkt, er jeg dog overbevist om.
Et band jeg havde glædet mig enormt til, at opleve på de skrå brædder for første gang, var Fredericias Lifesick. De spiller møgbesudlet hardcore med masser af blytunge breakdowns, og tekster om at give livet en kæmpe fuck-finger. Lige min stil. Desværre var forsanger Simon Shoshan lagt ned af sygdom, så man havde allieret sig med Benjamin fra Københavnske Split. Han gjorde en fin figur, og man savnede kun momentvis Simon karakteristiske røst. Resten af Lifesick spillede nemlig lige præcis så nederdrægtigt tight og brutalt, som man kunne ønske sig, og en heftig pit blev hurtigt formet på gulvet. Favoritten ”Suicide Spell” har et flænsende fedt breakdown, og det var ganske enkelt herligt, at høre den spillet med volumen og tyngde, foran et energisk publikum, der bare labbede det i sig. Festen var i gang!
De amerikanske sværvægtere, Full Blown Chaos, fra Queens, New York var festivalens hovednavn for mit vedkommende. De serverer buldrende hardcore, hvor fuldfede riffs og medrivende breakdowns er på menuen. Gruppens første fuldlængde, ”Wake The Demons”, har rundet 20 somre her i 2024, så setlisten var især præget af skæringer fra den skive. Det havde jeg absolut intet at udsætte på, for det er en umanerligt sej plade, der stadig nyder jævnlige afspilninger her på matriklen.
”Apocalypse” fra førnævnte debut agerede startskud på en koncert, hvor kvartetten havde publikum i deres hule hånd. Den ene riff-salve efter den anden blev slynget ud over scenekanten med stor kraft, og det blev gradvist mere kaotisk nede foran. Nogen gik uden tvivl derfra med diverse knubs, men det er naturligvis en del af legen, og noget alle er indforstået med, når man vover sig ind den menneskelige tornado, sådan en moshpit kan minde om. Det bør i den forbindelse understreges, at skulle en overivrig rocker ryge i gulvet, blev vedkommende hjulpet op aldeles ekspedit, så den kammeratlige tæsketur kunne fortsætte ufortrødent. Altid godt at se.
Omtrent midtvejs fik vi titelnummeret fra gruppens tredje ofring, ”Heavy Lies The Crown”, og det var lige nøjagtigt så møghamrende tungt, som titlen insinuerer. På nuværende tidspunkt var det helt umuligt, at forholde sig i ro, og der blev headbanget med snart sagt hele kroppen. Et oplagt afslutningsnummer ville være ”Wake The Demons” fra albummet af samme navn, og nu hvor vi havde været vidne til en drømmeoptræden, hvor de fire amerikanere gav os alt hvad vi kunne ønske, var det nærmest utænkeligt, at de skulle skuffe os her på falderebet. Det gjorde de nu heller ikke, og da åbningsriffet sætter ind, når energiudladningen i rummet sit absolutte zenit. Der blev skrålet ”Wake The Demons”, så det gav genlyd i hele lokalet, og moshpitten eksploderede på behørig vis.
Odense Metalfestivals musikalske profil er generelt et temmelig godt match for mig, men jeg er i særdeleshed glad for deres fokus på hardcore af den vægtige, medrivende afart. Det var ”Full Blown Chaos” er fornemt eksponent for, og jeg tøver ikke med, at udråbe koncerten til den bedste, jeg har endnu har oplevet på den fynske festival. Mere af det til næste år, tak.
Godt mørbanket, og lettere bedugget, tiltrådte jeg den lille scene, hvor Withering Surface stod klar til at give publikum soniske håndmadder. Den danske sekstet albumdebuterede helt tilbage i 1997 med melodeath-klassikeren ”Scarlet Silhouettes”, men efter yderligere 3 fuldlængder, blev bandet lagt på is. I 2020 rejste ensemblet sig dog fra asken med udgivelsen af ”Meet Your Maker”, mens den kritikerroste opfølger, ”Exit Plan”, landede i sommers. Det er med andre ord et overordentligt erfarent fortagende, vi her har med at gøre, og det skuffer sjældent, når de bliver sluppet løs på en scene. Aftenens optræden var da også præget af en usvigeligt sikker, kollektiv indsats med forsanger Michael H. Andersen, som det naturlige fikspunkt. Sikret hits som ”Walking On Phantom Ice”, ”Scarlet Silhouettes”, ”Dancing With Fairies” og “Joyless Journey” henrykkede, som de har for vane.
Undervejs kom jeg til at tænke på, at spiller man melodisk dødsmetal, så er det unægtelig svært ikke, at blive sammenlignet med de genredefinerende svenskere i In Flames, At The Gates og Dark Tranquillity. Bands som Withering Surface har uden tvivl også har trukket masser af inspiration fra vore blå-gule brødre. Det til trods, har danskerne efter min ydmyge mening alligevel formået, at tilføre deres musik nok personlighed til, at eksistensberettigelsen er mere end cementeret. Det beviste de til fulde denne fredag aften.
Odense Metalfest 2025 finder sted på Posten d. 24. og 25. oktober, og de første navne er allerede offentliggjort. Se den foreløbige line-up og køb billet her: odensemetal.dk
|
|
|
|
"If metal doesn't give that overwhelming surge of power that make the hair stand up at the back of your neck, you might never get it, and you know what?
That's okay, because judging by the 40,000 metalheads around me we're doing just fine without you." - Sam Dunn, Metal: A Headbanger's Journey |
|
