|
|
|
AALBORG METAL FESTIVAL 2013
Lørdag d. 09.11 2013
Studenterhuset, Aalborg
En af de helt store skampletter på mit koncert-CV stammer fra Wacken festivalen 2008, hvor jeg minutter før At The Gates skulle på, måtte forlade området på grund af uhensigtsmæssig alkoholindtagelse (så er det vist også sagt på den pænest mulige måde). Derfor var der ikke skyggen af tvivl i mit sind, da svenskerne blev annonceret til Aalborg Metal Festival: Jeg skulle atter en tur til dobbelt-A.
At The Gates skulle runde lørdagens festivitas af ved midnatstid, så der var rig mulighed for at kaste humle i svælget til tonerne af nogle af de andre optrædende bands.
Aftenens sviptur til vores allesammens kommende (permanente) feriedestination, Helvede, blev akkompagneret af Belphegor, der stammer fra Østrig, men gør hvad de kan, for at lyde norske. Deres sortmetalliske kompositioner er mestendels fræsende aggressive, og stilmæssigt vil jeg proppe dem i samme kasse som fx Gorgoroth. Med et så kompromisløst udtryk, kan det i længden godt blive en kende udmattende at lytte til, når man som jeg, kun har et overfladisk kendskab til bandets udgivelser. Ikke desto mindre gjorde Belphegor overordnet set en god figur som repræsentanter for en genre, som egentlig godt måtte få lidt mere opmærksom hos de danske metalfestival-bookere.
De engelske grind-koryfæer i Napalm Death har efterhånden klippekort til de danske spillesteder og metalfestivaler, og frekventerer man disse med bare moderat hyppighed, har man decideret skulle gøre en indsats, for at undgå at have oplevet dem på de skrå brædder de seneste år. Jeg har i hvert fald set dem flere gange, end jeg nogensinde får behov for, så det var derfor med yderst beherskede forventninger, at jeg tog plads foran scenen. Frontbrøler og menneskeligt Duracell-batteri, Mark ”Barney” Greenway, fløj som sædvanlig rundt som en skoldet skid, og deres numre blev så vidt jeg kunne observere, leveret uden rysten på hånden, hvorfor jeg gerne ligger hovedet på blokken, og forudsætter at fansene fik præcis, hvad de kom efter. Personligt siger bandets musik mig bare ikke det store, og da de havde eksekveret deres – efter min ydmyge mening – bedste sang, ”On The Brinck Of Destruction”, måtte jeg i stedet overgive mig til baren og dens mange flydende fristelser.
Så var det endelig blevet tid til festivalens – og mit – ubestridte hovednavn, At The Gates. Inden vi kom for godt i gang, spurgte frontmand Tomas Lindberg, om han skulle tale engelsk eller svensk til os, og med et overvældende flertal faldt valget på sidstnævnte. Jeg havde foretrukket det første, da alkohol og svensk ikke er en kombination, der fungerer særlig godt for undertegnede, men hvorom alting er, så havde han god kontakt til publikum hele vejen igennem, og det er jo trods alt det vigtigste.
At The Gates udgav i 1995 melodøds-mesterværket ”Slaughter Of The Soul”, og det var da også denne genre-milepæl, som udgjorde omdrejningspunktet for aftenens sæt. Skæringer som ”Blinded by Fear”, ”Slaughter of the Soul” og den evigt medrivende ”World of Lies” var en fryd endelig at høre live, og via en klar og tung lyd, fremstod de så vitale, som man kunne håbe. Afstikkere til resten af bagkataloget var der naturligvis også blevet plads til, og her fortjener især ”Terminal Spirit Desease” og ”Raped by the Light of Christ” at blive fremhævet.
Efter ca. 75 minutters audiens hos de fem svenskere, kunne vi forlade Studenterhuset med et smil på læben, og ringen for ørerne. To sikre tegn på at man har været til endnu en vellykket metalfest i det nordjyske.
- Martin Lyager Nielsen
|
|
|
| Fotograf: Thomas Sørensen |
|
"If metal doesn't give that overwhelming surge of power that make the hair stand up at the back of your neck, you might never get it, and you know what?
That's okay, because judging by the 40,000 metalheads around me we're doing just fine without you." - Sam Dunn, Metal: A Headbanger's Journey |
|
