|
|
|
MASTODON (US) + RED FANG (US)
Mandag d. 16.01.2012
Store Vega, København
Trods utallige danske koncerter, var det kun anden gang de mægtige mastodonter skulle trække fulde huse som hovednavn på dansk jord. Om end koncerten ikke var udsolgt, var Store Vega alligevel godt fyldt denne virkelig kolde mandag aften i januar.
Horn til de røde hugtænder
Support-bandet Red Fang var en behagelig overraskelse. Bandet passede som smurt til salens boblende forventning. Med deres let stenede 70-90’er sound fik Red Fang lagt en perfekt bund for det, vi skulle til at opleve, lidt som hvis lillebror varmede op for storebror. Lyden var ikke helt god i starten, særligt ikke for Bryan Giles (guitar/vokal), men billedet blev hurtigt bedre. Generelt blev vi mødt af et særdeles veloplagt band, bort set fra en noget sløv passage to tredjedele inde i settet. Ud fra folks generelle kommentarer i mørket, kunne man høre, at det ikke kun var mig, der skulle hjem og tjekke amerikanske Red Fang ud. (Hvilket efterfølgende gør, at seneste udspil ”Murder the Mountains” kan anbefales)
Mastodon er det nye sort
Der er få ting, der kan motivere i Danmarks kolde vintermåneder, men Mastodon er selvklart en af dem. Lydmæssigt var starten igen lidt hakket, men den Store Vega er nu altid eminent til at ramme den intime rumklang, så man drages ind i en ildkamp mellem instrumenter. De gennemmusikalske Atlanta, Georgia-gutter åbnede med ”Dry Bone Valley” efterfulgt af ”Black Tongue”, der begge er fra nyeste udspil. Onde tunger, der hvisler, at The Hunter ikke passer ind i mastodonternes øvrige materiale, skulle blot høre, hvorledes massevis af maskuline røster brølede igennem denne koncert også på de nyere og meget poppede hits som ”Curl of the Burl”. I en live-situation går deres nye og gamle materiale naturligt op i en højere enhed, hvor de mange fantastiske tracks smelter sammen og skaber det helheds billede, man ønsker at se hos alle bands. Det er med den alsidighed, jeg mener, at Mastodon beviser, at de er i succession til bands som Melvins og Black Sabbath.
Fællessang og snarligt gensyn
Pink. Blå. Grøn. Lysshowet tenderede i alskens farver. Men udover det bestod sceneshowet ikke af meget andet end fire behårede mænd på en scene. Ingen chit-chat, bare musik og musikere i et med deres instrumenter. Men det fungerede. De leverede. Og vi blev draget ind i deres egenrådige univers af tung, brutal og melankolsk lyd. Man mærker tydeligt, at de fire amerikanere er eminente musikere, der bliver bedre, som årene går - og Troy Sanders er bare sådan en gut, man drømmer om at blive, når man bliver stor. Bagefter hørte jeg, at Brent Hinds havde brækket foden dagen forinden, det mærkede man ikke. For det var fantastisk. Intet mindre. Spektret af numre var bredt, varieret og dermed velsammensat til både de hardcore fans og de newcomers, der trodsede kulden for en god omgang heavy. Koncerten sluttede med ”Creature Lives”, hvor Red Fang kom ind på scenen, og alle brød ud i lystig sang efterfulgt af fødselsdagssang for Brent Hinds. Man bliver åbenbart aldrig for stor en rockstar til klassisk fællessang. Sidst på aftenen fik vi også et lille tip, om at vi allerede skulle gense kæmperne til sommer. Og få dage efter koncerten blev det officielt. Copenhell - we can't wait! (Undrer mig bare over, hvornår vi skal få tid til at gå i Biergarten med alle de fede bands.)
- Marie Buus
|
|
|
| Fotograf: Rasmus B. S. Hansen |
|
"If metal doesn't give that overwhelming surge of power that make the hair stand up at the back of your neck, you might never get it, and you know what?
That's okay, because judging by the 40,000 metalheads around me we're doing just fine without you." - Sam Dunn, Metal: A Headbanger's Journey |
|
