|
|
|
COPENHELL 2012
Fredag d. 15.06 og Lørdag d. 16.06 2012
Refhaleøren, København
The Interbeing (Pandæmonium)
Fremtiden har længe set lys ud for københavnske The Interbeing. Og lyset var skarpt og lige i øjet, da bandet indtog danskerscenen Pandæmonium fredag klokken 18. Staccato-riffs og rå manderøst flød ud over scenekanten, og lyden var overraskende god sammenlignet med hvad, der blev præsenteret sidst i april, da de fem talenter afholdte releasefest i Stengade for deres første fuldlængde. Udfordringen med et album som ”Edge Of The Obscure”, der er så pudset i produktionen, er altid, hvorvidt det også lyder godt live. Jeg må ærligt sige, at jeg var en smule skuffet i Stengade, men heldigvis blev skuffelsen gjort til skamme på årets længe ventede Copenhell. Hertil var bandets energiudladning simpelthen overlegen og smittede i den grad af på crowden, der ivrigt hoppede og skrålede med på flere af kvintettens ørehængere - særligt på ”Fields of Grey”, hvor en samling kvinder bag mig fik sunget mit øre af.
Mastodon (Helviti)
Første dag på Copenhell er det altid sjovt at se, hvordan folk givetvis har taget deres flotteste band-T-shirt på. Denne aften havde Brent Hinds (guitar) valgt at tage en Melvins T-shirt på – og bandet var veloplagt, men ikke helt i det gear, som vi oplevede til monster-succes-koncerten i Vega i januar. Efter dén koncert var Mastodon faktisk en af de koncerter, jeg så allermest frem til. Og måske var det netop de alt for høje forventninger, der var skyld i, at magien udeblev. Eller også var det faktummet, at scenen nærmest synede for stor til deres optræden. Men deres musik bliver jo aldrig dårlig, sammensætningen var tilpas varieret, og Troy Sanders tilstedeværelse på en scene er bare über cool. Og så excellerede tøndebasker Brann Dailor virkelig denne aften - slagene sad som perler på snor.
Gojira (Hades)
”Vive les Françaises!” Set-listen var perfekt om end alt for kort. Intet som rullende trommepedaler og de tungeste problemstillinger i verden, kan fyre op under et publikum. Crowdens omfang bar tydeligt præg af, at de tunge franske skyts var et af festivallens store trækplastre. Forståeligt nok. For Gojira er bare deres helt egne. De skiller sig ud, også selvom de efterhånden er blevet mainstream i undergrunden. De store anmeldertunger har sikkert ret, når de siger, at Gojira vokser sig endnu større. Men inden de bliver alt for store, skal der nok arbejdes på at få alle nørkler og detaljer ud over scenekanten, når selv ikke den lille Copenhell-scene virkede lille nok. Vi er mange, der har ventet spændt på ”L’enfant Sauvage”, hvorfor det var skønt at høre titelnummeret live. Da jeg sidst så Gojira på Loppen i august 2010, var det eminent. Denne gang var det tæt på.
Meshuggah (Helviti)
Bagstive, og ramt af en pludselig stegende sommerhede, blev vi lagt ned af svenske Meshuggah lørdag eftermiddag. Med sit karakteristiske underbid og svimlende øjne er frontmand Jens Kidman en fætter for sig. Men han kan sgu sit kram, og han kan sin matematik. Og dansegulvet var i fuld vigør med cirkler, vægge og alskens godt. Stemningen var høj, og ligeledes var lyden. Gud ske tak og lov, så jeg ikke denne gang behøvede at råbe ”skru op for den lyd!”, som det var tilfældet, da de optrådte på Roskilde i 2010. De 45 minutters fuld spade fik rusket godt op i de tømmermændsplagede festivalgæster. Jeg fik i et anfald af ’for mange øl indenbords’, vist et billede af den norske kronprins til relativt mange. Beklager. Men synes du ikke også, at Jens og prins Haakon ligner hinanden, som to dråber vand?
The Kandidate (Pandæmonium)
En kold fadøl. En pandekage med det hele. Og endnu en dansk kraftudladning af en koncert på den gamle skibsværftsgrund. Jakob Bredahl kan bare noget med en scene. Man drages, begejstres og løsner nakkemusklerne. Bandet var usandsynlig veloplagt. Der var fuld tryk på pedalen. Og selvom mange slog sig ned på bakkerne, for at få et øjebliks ro i benene, kunne de ikke undgå, at rocke med til de tunge og bundsolide toner. The Kandidate har endnu ikke opnået status som HateSpere i Bredahls tid, og det kan der være mange grunde til, men når de spiller et af deres danske numre som ”Modvind” fra seneste skæring ”Facing The Imminent Prospect of Death”, så er de altså lige, hvad den danske metalscene har brug for.
Lamb of God (Helviti)
Det er vel efterhånden ved at være tradition, at det regner på Copenhell. Men en smule regn kan ikke slå det danske metalfolk ud, så selvom dråberne var begyndt at falde, væltede masserne mod Helviti, for at se Guds bløde og sprøde lam. Måske var samtlige 8.500 solgte billetter mødt op, der var i hvert fald proppet med mennesker. Også her kom der heftigt gange i dansegulvet. En circlepit under ”Redneck” var tilmed så stor, at Randy Blythe påpegede, at det var den største, han havde set til dato (men mon ikke han siger det til alle sine publikummer?). Lamb of God leverede i høj grad varen denne aften. Absolut den bedste koncert på Copenhell i min bog. Og til sidst et spørgsmål: Var der andre end mig, der så en julemand oppe foran?
Marilyn Manson (Helviti)
Afslutningen på en fantastisk festival - den bedste Copenhell til dato - var ikke helt så fantastisk som håbet. For det første måtte vi vente 20 minutter. Alle andre koncerter på festivallen startede til tiden. Så kom regnen – og denne gang var det ikke smådråber men regulære stråler. Intet af det havde dog påvirket os særligt, havde Manson bare leveret et show, som han gjorde i Valbyhallen for år tilbage. Men denne gang var det en smule tomt, uambitiøst og uprofessionelt. Hvorfor skulle der være de underlige pauser efter hver skæring, hvor alt bare gik i sort? Måske er han ved at være en aldrende herre i scenesammenhæng. Måske havde han givet den lidt for meget gas inde foran ”headbang-dig-til-en-øl”-maskinen. Det vides ikke. Men selvom afslutningen var ærgerlig, har det ikke ødelagt indtrykket af en særdeles perfekt festival. Vi glæder os allerede til 2013.
- Marie Buus
|
|
|
|
"If metal doesn't give that overwhelming surge of power that make the hair stand up at the back of your neck, you might never get it, and you know what?
That's okay, because judging by the 40,000 metalheads around me we're doing just fine without you." - Sam Dunn, Metal: A Headbanger's Journey |
|
